Der uddeles onsdag grønne skulderklap til en dansk virksomhed, der har udmærket sig ved at reducere sit klimaaftryk ganske betragteligt.
I forbindelse med World Economic Forum i Schweiz præsenterer den canadiske medieorganisation Corporate Knights sin top-100-liste over de mest bæredygtige virksomheder i verden.
AnnonceHer finder man på årets andenplads den danske smykkevirksomhed Pandora, der er rykket hele 46 pladser op i forhold til sidste år.
Også de danske virksomheder Novonesis og Ørsted er at finde i top 10. Her er de henholdsvis nummer otte og ni.
Corporate Knights fremhæver selv, at man er gået over til en anden regnemetode med årets liste i forhold til tidligere år, og at det har hjulpet Pandora til tops.
Organisationen inkluderer nu et mål for, hvor hurtigt en virksomheds bæredygtige omsætning vokser.
AnnoncePandoras grønne initiativer har været nogle år undervejs, men er først slået fuldt igennem nu, forklarer Mads Twomey-Madsen, der er direktør for kommunikation og bæredygtighed i Pandora.
- Det, der har gjort øvelsen svær, er, at vores produktion og omsætning er vokset de senere år.
- Det plejer at være sådan inden for fremstillingsvirksomhed, at jo mere man omsætter, jo større klimaaftryk har man.
- Men selv om vi siden 2019 har øget vores omsætning med 49 procent, så er det lykkedes at reducere vores CO2-udledning med 17 procent, endda når man tæller hele forsyningskæden med, siger han.
AnnonceBæredygtighedsdirektøren forventer, at udviklingen vil fortsætte, og at det kan lykkes at halvere CO2-udledningen yderligere frem mod 2030.
Mads Twomey-Madsen siger, at indsatsen for at blive mere bæredygtig blandt andet er sket for at fremtidssikre Pandora og tiltrække flere investorer og nye ansatte.
Sidste år opnåede Vestas en tredjeplads på Corporate Knights-listen, ligesom Ørsted blev rangeret på en niendeplads.
Ørsted er stolt over, at man er højt placeret på listen.
- Bæredygtighed er en central del af Ørsteds DNA, og jeg er stolt over vores placering. 2025 var det første år, hvor vi ikke brugte kul i vores el- og varmeproduktion, og det var også året, hvor Ørsted fuldendte sin omstilling til grøn energi, siger Ingrid Reumert, der er direktør for kommunikation og bæredygtighed, i en pressemeddelelse.
AnnonceVestas og Novo Nordisk er også med på listen, som henholdsvis nummer 48 og 51.
Vestas og Ørsted toppede listen i henholdsvis 2022 og 2020, ligesom Novo Nordisk og det nu hedengangne Chr. Hansen også tidligere har kunnet kalde sig verdens mest bæredygtige.
Corporate Knights har denne gang undersøgt mere end 8000 selskaber, der har en omsætning på mere end én milliard dollar.
De er rangeret efter blandt andet deres ressourceforbrug, klimatiltag og sociale ansvarlighedspolitik.
/ritzau/
Annonce